Er du FOMO eller JOMO?

Før du kan besvare det spørgsmål, har du muligvis brug for en forklaring på, hvad de forkortelser handler om.

Vi har set det før og nu er det her igen: engelske udtryk, der sniger sig ind i vores begrebsverden.
Men det gør det absolut ikke mindre aktuelt at skabe bevidsthed omkring de to begreber.

FOMO er Fear Of Missing Out, mens
JOMO er Joy Of Missing Out

Begreberne er altså modstridende:
Er du bange for at gå glip af noget eller glædes du over at gå glip af noget?

For 6 dage siden ville jeg – uden at blinke – ha’ svoret, at jeg var JOMO.
Selvfølgelig er jeg JOMO.

Mig, der repræsenter mindfulness, prædiker om at leve i nuet og være nærværende og opmærksom…!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Men for 5 dage siden, blev jeg udfordret!
Min telefon gik død og jeg måtte indlevere den til reparation.
Ikke en dag.
Ikke to dage.
Nej, mindst FIRE dage kunne der risikere at gå, før jeg fik den tilbage igen.

Så blev jeg pludselig FOMO.

  • Mærkede frygten for ikke at være tilgængelig for mine børn, hvis de skulle få brug for det
    (…som om de ikke ER voksne OG selvstændige og allerede klarer ALTING selv!)
  • Utrygheden for ikke at kunne tjekke mails løbende
    (…selvom langt de fleste mail i virkeligheden er ubrugelige nyhedsbreve, jeg alligevel aldrig får læst!)
  • Ubehaget ved ikke at være i stand til at yde god service og besvare klientmails MED DET SAMME!
    (Hvem forventer overhovedet dét?!)
  • Og så lige alt det med Facebook, Instagram, Wordfeud, Insight Timer, Apple Sundhed osv., osv.

Heldigvis varede FOMO’en ikke ret lang tid.

For det viste sig, at verden bestod, selvom jeg var off-line i tre dage:

  • Mine børn opdagede ikke engang, at jeg var digitalt utilgængelig.
  • Mails tjekkede jeg på computeren, når jeg rent faktisk havde tid.
  • Og ikke én eneste klient har klaget over for lang ventetid på svar.

Jeg tabte dog to spil i Wordfeud, så det var prisen jeg betalte for at blive ramt af FOMO.

 

Og så til spørgsmålet:
Er du FOMO eller JOMO?

 

 

Facebooklinkedininstagram
Facebookmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *