Vandets pjasken…

Har du nogensinde talt, hvor mange gange i løbet af en dag, du vasker dine hænder?

Det har jeg!

Jeg vasker mine hænder mellem 16 og 20 gange i løbet af en gennemsnitlig dag.

De gængse er selvfølgelig i forbindelse med toiletbesøg, madlavning og spisning.
Men prøv engang at være opmærksom på alle de øvrige gange, du lader vandet risle ned over dine hænder på sådan en helt almindelig dag…

Og så er jeg ikke engang beskæftiget indenfor sundhedsområdet, hvor hygiejne er alfa og omega.

 

 

Håndvask er altså en tilbagevendende daglig begivenhed.

Men hvor ofte er du egentlig tilstede med dine sanser og opmærksomhed, mens vandet plasker og pjasker ned over dine hænder?

 

Her er en lille mindful øvelse til dig, som skærper opmærksomheden på dine sanseindtryk i få sekunder eller minutter ad gangen.

Prøv!

 

Inspiration til mindfulness i din hverdag

Prøv at vaske dine hænder, mens du er tilstede med alle dine sanser.

  • Hvad ser du omkring dig? 
  • Hvilke lyde registrerer du i rummet? Udenfor rummet? 
  • Hvordan føles din tørre hud? 
  • Hvordan fornemmes vandet mod dine hænder?
    – Er det varmt eller koldt?
    – Blødt eller hårdt?
    – Prikkende eller plaskende?
    – Eller…? 
  • Hvilke forskelle mærker du mellem din våde hud og din tørre hud? 
  • Hvad dufter sæben af? 
  • Hvordan ændres din fornemmelse af vandets kontakt på huden, hvis du drejer på hanen? 
  • Hvad sanser du?

 

 

Nybegynderens sind og nærværende opmærksomhed bringer oplevelser, sanseregistreringer og kropsfornemmelser ind i din rutineprægede hverdag. Så hvis du påstår, der ikke er nuancer i din hverdag, så kig efter de bittesmå forskelle. Forskelle, som kun opdages, hvis du er vågen og tilstede.

Vil du også have de nyeste blogindlæg serveret direkte i din indbakke?
Så skynd dig at aktivere nærværsknappen og gør dig klar til at møde dig selv i din inderste essens ❤

Facebooklinkedininstagram
Facebookmail