Jeg er så heldig at have rigtig mange kvinder i mit liv. Skønne kvinder. En del af dem ser jeg uge efter uge, mest fordi de går på et af mine mit yoga- eller mindfulnesshold.
Når vi sådan mødes igen og igen, uge efter uge, måned efter måned, år efter år, så får vi øje på, hvordan vores liv snor sig ind i hinandens, hvordan vi har utallige fælles berøringsflader og hvordan relationen åbner op for nye perspektiver på måder at leve sit liv på.
Når vi så endda tilbringer forlængede weekender sammen og dyrker yoga eller rejser til Tunesien i en hel uge på retreat, så bindes der bånd. Skabes relationer, som rækker ud over yogalokalet. Ilse er blevet sådan en relation.
Ilse har gennem årene drysset små Grønlandshistorier ud omkring sig. Anekdoter. Oplevelser. Livsstil. Arbejde. Familie. Som sølvfarvet glimmer, der fanger solens stråler og skaber genskin i omgivelserne. Og jeg har lyttet. Set både indre billeder, som skabes helt automatisk på nethinden og også både virtuelle og fysiske billeder. Ladet alt det glitrende glimmer lande på både arme, ansigt og krop.
Ilses fortællinger har været som et stort puslespil med mindst 1000 brikker. Hun lagde selv de fire hjørnebrikker og alle brikkerne med de lige kanter. Hun fixede også brudstykker af motivet, men resten bliver jeg nødt til selv at indsamle brikker til. Der er ingen vej udenom: Jeg må simpelthen rejse til Grønland, finde de manglende brikker og lægge det mangedimensionelle puslespil færdigt! Sanset med både næse, ører, øjne, smags- og følesansen.
Jeg tjekkede jobannoncer, kontaktede grønlandske og nordiske foreninger, søgte job, fik afslag og så delte jeg min længsel med Ilse. Og vupti! Så gik det stærkt.
Ilse fik trukket i nogle tråde i sit netværk og få dage efter vores snak, havde hun skaffet mig et job. Endda ét, som talte lige ind i mit hjerte og gav mig mulighed for at bruge en stor del af mine kompetencer og samtidig lære mig en hel masse nye ting. Jeg fik job på børnehjemmet i Uummannaq.
Jeg glæder mig til at lære om Grønland i Grønland. Om landet, traditionerne, kulturen, livsstilen, naturen og levemåderne. Men jeg glæder mig også til at opleve det helt særlige børnehjem indefra. Børnehjemmet, som er et reelt HJEM, en stor familie bundet sammen af hjerte-relationer. Børnehjemmet, der praktiserer miljøterapi krydret med musikkens healing som en helt naturlig del af hverdagen. Børnehjemmet, der fordyber sig i traditionelle fangersamfund og samtidig rækker ud i verden med rejser til både Norden, Europa, Australien, Syd- og Nordamerika. Børnehjemmet, der integrerer naturen og åbner op for den terapeutiske gevinst. Børnehjemmet, der er styret af alle børnenes “mor”, der favner hver og en, skaber tryghed og ikke slipper et barn, fordi det fylder 18.
Det hele faldt på plads lynhurtigt og på mindre end halvanden måned, er jeg landet i Grønland. Og det endda midt i en Coronatid, hvor rejserestriktioner, karantæneregler, jobopsigelsesvarsler mm. har været aktive modspillere i processen.
Min mand er heldigvis sød og opbakkende. Han oplever ikke selv samme nysgerrighed og udlængsel, som jeg gør. Mine børn er voksne – selvstændige og rimelig godt kørende. Mit barnebarn glæder sig til, at mormor skal besøge julemanden i hans helt ægte grønlandske hus. Min virksomhed har været Corona-lukket gennem de sidste mange måneder, så alt i alt er det nu, det skal være.
Grønland – hjælp mig med at færdiggøre puslespillet om dig, din natur, kultur og traditioner!
