Det er helt særligt at rejse til og i Grønland, fordi du ikke kan regne med at nå dit mål i første hug. Grønland ligger i det Arktiske område af verden. Altså er der mere kulde end varme, flere klipper end jord og mere sne, is og vand end veje. 

Det betyder, at du ikke bare lige sætter dig i din bil og kører de 411 km, der er mellem Kangerlussuaq (hvor du lander efter afgang fra Danmark) og Uummannaq (som er min slutdestination). Nej, det kræver intet mindre end tre flyrejser og en helikopterflyvning at komme frem. 

Og her kommer så endnu en spændende premiereoplevelse: første-gang-jeg-flyver-helikopter!

 

 

Der var plads til 8 passagerer i helikopteren og piloten. Alle kufferter og øvrig oppakning placeres i mellemrummet mellem piloten og passagererne, samt i haleroret.

Vi var to helikopternovicer og alle de andre vidste, at vi skulle helikopterdøbes i dag. Derfor gav de gavmildt de bedste pladser ved vinduerne til os. Sæderne i helikopteren er tætplacerede og der efterlades ikke plads til mennesker ret meget større end med et BMI på 25.

På med selen. På med høreværn. Rotor start.
Langsomt stiger rotorens fart og når hastigheden er så høj, at de enkelte rotorblades facon ikke længere kan skelnes fra hinanden, stiger vi roligt til vejrs.

 

 

Og sikken udsigt! Sikket overblik!
På en og samme tid så tæt på og alligevel så langt fra. Vandoverflade, isbjerge og snebelagte fjelde er nære og fjerne på samme tid. Aldrig har jeg været så på en bjergtop, uden at fødderne har kontakt. Aldrig har jeg været så nær havets overflade uden at bade. 

Nu forstår jeg til fulde begrebet “helikopterperspektiv”, som bruges i utallige andre sammenhænge, specielt indenfor min branche, hvor vi gerne vil bevare overblikket, samtidig med, vi dykker dybt ned i bolledejen. 

Piloten legede sig fra A til B, fra Qaarsut til Uummannaq. Svingede gennem luften, kyssede toppen af isbjerget, strejfede hjertefjeldets væg og snittede bølgetoppenes skumsprøjt.

Og så var turen pludselig slut! 12 minutters endofinproducerende helikopterflyvning var overstået på mindre end ét minut (sådan føltes det i hvert fald). 

 

 

Piloten landede sit luftfartøj, steg ud af sin pilotdragt og troppede op til middagsselskab hos Ann samme aften. Og han var mere end villig til – på syngende svensk – at fortælle en masse gode historier om sine utallige helikopterflyvninger i både høj sol, storm, tåge og snevejr og om den helikopter, der for år tilbage forsvandt fra radaren for senere at blive fundet på havets bund med en druknet pilot ved styrepinden. Uha da da…