De står i flokke af 8-12. Raslende jernkæder er fæstnet til båndet, de bærer om halsen. I klippen er hamret solide øskner, som fastholder dem i behørig afstand fra hinanden, fra stier, mennesker betræder. Små huse sikrer dem læ for vind og nedbør.

 

 

Føden serveres i spande. Rester fra husholdningen, hele fisk eller lunser af kød, knogler. Vandet er frit tilgængeligt i hele vinterperioden i form af sne. Når den forsvinder, må væsken bringes af menneskehånd til de tørstende dyr.

Det lugter af hund og hundelort omkring de hunde. Både spisning, søvn og besørgelse foregår i en radius af 5-8 meter og det er ikke hver dag, der fjernes hundelorte. Heller ikke hver uge eller måned. Eller hvert år. Lorten formulder med tiden eller giver næring til fluerne, som igen giver næring til de få fugle, der lystigt pipper og synger døgnet rundt.

 

 

Hundene er et arbejdsredskab, som trækker slæden over de snebelagte fjelde. Når vinteren er på sit højeste og havet fryser til is, dannes en fast forbindelse mellem øerne. Så bliver isen transportvejen mellem byer og bygder, vejen på arbejde mod fiskeri af sæler og hellefisk.

Hundene har lige nu stået lænket i ca. halvandet år. Isen har ikke været stabil nok til transport og sneen på fjeldet ikke været tilstrækkelig til at tilbagelægge lange distancer. Hundene skifter mellem at virke tilpassede det dovne og inaktive liv og at være sprængfyldt med indestængt energi.

 

 

For det meste er de helt rolige, men somme tider starter en hundeflok en stor koncert af glammen og hylen. Naboflokken svarer tilbage og flere flokke blander sig i samtalen. Med det enorme antal af hundeflokke, der er her i Uummannaq, er det en hel symfoni af forskellige toner varierende i styrke og intensitet.

Det er et hundeliv som med danske øjne kan virke uværdigt. Men set i den grønlandske kulturs kontekst er det bare en anden måde at holde hund, som slet ikke er sammenlignelig med vores kæledyrs høje status som familiemedlem.