Der er noget, jeg har undret mig meget over!
Da jeg fortalte mine venner, bekendte og omgangskreds, at jeg havde fået arbejde i Grønland og skulle være væk i 3-6 måneder, var reaktionen i over halvdelen af møderne: “Men hvad siger Henrik?”
Henrik er min kæreste gennem 18 år og nu min kære mand, som jeg blev gift med for to år siden. Vi startede som langdistancekærester, men har efterhånden boet sammen i 13 år i det skønneste byhus. Det var lidt af et håndværkertilbud, vi fik fingre i, men lynhurtigt blev det både beboeligt og sat rigtig flot i stand. Vi er sindsygt gode til at samskabe.
Henrik og jeg er både meget ens og meget forskellige. Lighederne nyder vi og forskellighederne udfordrer da ind imellem. Især i starten. Efterhånden giver forskellighederne mere anledning til nysgerrighed. Nå, kan man også tænke sådan? Hmm, hvorfor mon han gør dét?
Vi har begge samme menneskesyn, som balancerer på et nogenlunde ens værdigrundlag. Men når det er sagt, er vores personligheder ret forskellige. Forskellighederne har da clashet nogle gange! Og vi haft seriøse kampe (…men det er en helt anden historie!). For hvem af os var rigtig og hvem var forkert?
Nu har vi heldigvis fundet ud af, at vi begge to er lige præcis, som vi skal være og at vi faktisk kan få fuldt udbytte af vores forskelligheder, når bare vi er rummelige og giver plads. Vi skal ikke være ens, for at kunne holde ud – og nyde – at være sammen. For hvis vi begge accepterer og respekterer hinandens særegne personlighedstræk, så bliver det WIN WIN for os begge to. Både for os hver især og som par. Faktisk kan vores forskelligheder ofte udvide udsynet og give en dobbelt så bred malerpensel at nuancere både hverdagen og de fælles oplevelser med.
Og det er lige netop forskellighederne, der er på spil i Grønlandshistorien. Jeg har en eventyrlyst og en indre udlængsel, som jeg har lyst til at udleve. Henrik har slet ikke udlængsel i samme grad som jeg. Skal jeg så tøjle min længsel, eller skal Henrik knibe ballerne sammen og rejse med mig ud i verden?
Vi har valgt, at vi begge to får lov at gøre lige præcis det, der passer os bedst. Vi indgår kompromisser, så vi begge kan trives med det. Fx lyder kompromisser i denne omgang, at jeg er hjemme igen i august. Altså ikke 6 måneder på farten, men nærmere 3-4 måneder. Så strækker vi os begge to og mødes et sted på midten i vores behov.
Så, hvad siger Henrik egentlig?
Jo, han siger:
“Rejs du bare ud, skat, men husk at komme hjem igen”.
Og det har jeg ikke svært ved, for både den lange afstand og tiden for mig selv gør det helt tydeligt, hvad Henrik og vores forhold giver mig.
Så jeg siger:
“Bare rolig, skat – jeg kommer hjem til dig igen.”
